I skoleåret 2025/2026 har vi på Kvie Sø Efterskole fået glæden af at arbejde sammen med Melike Öztas, der er volontør fra Tyrkiet. Melike ankom på vores skole den 2. oktober via det europæiske samarbejde European Solidarity Corps.
Melike er 25 år og har en pædagogisk baggrund, som er grunden til, at hun faldt for arbejdet på Kvie Sø Efterskole. Melike er blevet indlogeret i en lejlighed på skolen, og hun er allerede en betydningsfuld del af vores dagligdag.
Melike Öztas og lærer Louise Holm, som har stået for at give Melike online danskundervisning i august og september, inden hun kom til skolen den 2. oktober.
Vores forstander Lars Holm fortæller, at skolens deltagelse i European Solidarity Corps har to formål:
“Dels vil vi gerne give vores unge mennesker mulighed for at møde mennesker fra andre kulturer. At give dem, der har lyst og mod på det, mulighed for at udtrykke sig på engelsk. Dels vil vi gerne give unge fra andre lande mulighed for at komme til Danmark og blive en del af skolen. At give dem indsigt i den måde, vi i Danmark behandler handicappede - og dermed udbrede viden og forståelse på det område.”
Foreløbigt foregår kommunikationen på engelsk, men Melike øver sig også flittigt i at kommunikere på dansk. I august og september måned har hun fået en introduktion til det danske sprog af vores lærer Louise, der har undervist Melike online frem til hendes ankomst 2. oktober. Det er også planen, at Melike skal starte på sprogskole, imens hun er hos os.
European Solidarity Corps (tidligere en del af Erasmus+-programmerne) er et EU-finansieret volontørprogram, hvor unge mennesker kan komme ud at arbejde som frivillig i op til 12 måneder. Programmet findes i alle EU-landene og i mange andre lande i Europa.
Programmets generelle mål er at øge engagementet hos unge mennesker og organisationer i tilgængelige og kvalitetsrige solidaritetsaktiviteter, primært frivilligt arbejde, som et middel til at styrke samhørighed, solidaritet, demokrati, europæisk identitet og aktivt medborgerskab i Unionen og udenfor, samt at imødegå samfundsmæssige og humanitære udfordringer på stedet, med særligt fokus på fremme af bæredygtig udvikling, social inklusion og lige muligheder.
Melike kommer først og fremmest til at indgå i undervisningen på Glad Mad, ligesom hun kommer til at være tilknyttet Mars i aftentimerne.
